Hvis du kender Kidsvolley, vil du kunne nikke genkendende til mange af elementerne i Teen 1 (det ligner Level 3).

Teen 1 er for nye ungdomsspillere, der kun ganske kort har stiftet bekendtskab med volleyball. Som hold kan man stille op i en pige-, drenge- eller mixrække. Stævnerne tilbydes som enkeltstævner, som du kan tilmelde dig fra gang til gang. Det vil være forskelligt om alle rækker tilbydes til alle stævner.

Teen 1 spilles på en badmintonbane med 2 eller 3 spillere på hvert hold.

Det særlige kendetegn for Teen 1 er, at 2. bolden kan gribes og kastes videre. Der skal spilles tre gange. Rytmen i spillet er: Modtagning med et volleyballslag, gribe og kaste - eller spille - videre og afslutte med et volleyballslag over nettet.

Når 2. bolden kan gribes og kastes videre med en gribe-kastehævning giver det mere flow i spillet. Der kommer mange smash og længere dueller. Det gør volleyball sjovt og spændende. Med andre ord et spil, der er tilpasset nye volleyballspillere.

Du kan finde reglerne til Teen 1 ved at trykke her >>